Materialer fra stranden
Der laves 3-dimensionelle og figurative billeder på stranden med ramme omkring af materialer fra stranden.
Der bliver bygget kanaler og fremstillet akvarier i de store stens fordybninger. De pyntes med tang, muslingeskaller, krabbeskjold fra døde krabber, fuglefjer, fine vaskede knogler fra en død fugl mm.
Levende organismer i vandet – ja, hvilke kan du finde? Et fiskenet kan afsløre muslinger, rejer, småfisk, tanglopper og meget mere. En pind med snor, en klemme, en sten – så den synker til bunds – og lidt spegepølse eller allerbedst en musling, og krabberne kommer. Vi kan tydeligt se sandbunden, hvor de kommer sidelæns i fuld fart efter godbidder, og et net eller lidt snorkeludstyr vil hjælpe med at fange krabben. De lægges i spand med havvand. Vi undersøger dem, prøver at holde dem, og inden vi forlader stranden, bliver de alle sat ud i vandet igen.
Hvordan er en fisk indrettet?
Fritidsfiskerne viser gerne, hvordan en fisk er indrettet og hvordan den bliver gjort klar til at blive spist af os. Det er muligt at prøve at holde en fisk. Og det kan ske, at du selv finder en død fisk, som du så kan fodre måger med: læg den på en sten og gå lidt væk, så kommer mågerne.
En opdagelse, som Amalie 6 år har gjort. Hun forklarer ivrigt andre børn om sin opdagelse.
Badebroen gør, at du kan springe i det klare vand. Det er muligt at tøjre små både og badedyr til broen, så de ikke driver væk. For de mere forsigtige, så er vandkanten måske nok.
Regntøj og gummistøvler
Skulle vejret være mindre egnet til badning, så er det endnu mere interessant at gå på opdagelse i tidevandets efterladenskaber. Regntøj og gummistøvler afhjælper det værste, men vandet har en fantastisk tiltrækning, og som regel er det mest interessante, hvad der gemmer sig under dén sten nogle centimeter længere ude. Så er vi voksne glade for tørretumbleren på pladsen.
Præstens Skov, der er nabo til campingpladsen, har nogle dejlige klatretræer. Der er der bevoksning, så det er muligt at lave skattejagt, og lave huler. På stranden kan der laves bål til pølser og snobrød, og pinde kan vi selv finde i skoven og snitte til.
Blomsterkranse bliver flettet, inden græsset bliver slået. I øvrigt er det de smukkeste buketter, børn kan finde.
Skrevet af Marianne Peter
Fastligger gennem 13 år og bedstemor til 12 børnebørn.