Dykning, kajak og wellness på Syltemae camping
Ansøger
Mireille Lacroix, ejer af Syltemae Camping, Strandgårdsvej 13, 5762 V. Skerninge
Formålet med projektet er at forbedre forholdene for turister og lokale på Syltemae Camping indenfor dykning, kajak og wellness. Herunder adgangsforhold for vandaktiviteter, opholdsrum og rengøringsområder for brugerne af kajakaktiviteter og wellness og en udvikling af den bæredygtige profil.
Baggrunden for projektet, projektets relevans og målgruppe
Syltemae Camping bliver naturligvis drevet som en forretning. Men ejeren har ikke campingpladsen som sit hovederhverv og har indtægter ved lønarbejde, som kan tilgå campingpladsens udbygning. Dette projekt bliver derfor drevet af lyst til at forbedre forhold for turister og lokale, som er interesserede i dykning, kajak og wellness.
Der er allerede nu vinterbadere og kajakroere, som her i vintersæsonen frit benytter campingpladsens område. I sommersæsonen vil slæbestedet give let adgang for dykkere og kajakroere. Badebroen kan i fremtiden frit benyttes af alle i modsætning til tidligere, hvor den var forbeholdt campingpladsens gæster.
I erhvervsmæssigt øjemed håber jeg på en udbygning af kurser i havkajak, forskellige wellnessaktiviteter og servicering af lejrskoler, dykkerklubber og havkajakforeninger. Jeg vil gøre det lettere for grupper at være på campingpladsen ved at bygge opholdsrum og opsætte køkkentelt.
Jeg satser også på en meget bæredygtig profil og vil gerne være CO2-neutrale gennem at opsætte et solcelleanlæg. Nye bygninger og andre anlæg vil blive bygget med mindst mulig miljøbelastning. Den ny affaldssortering vil drastisk mindske mængden af restaffald.
Detaljeret beskrivelse af projektets aktiviteter
Faciliteterne
Anløbsbro til kajakker og dykkerjoller ved det nuværende slæbested. Broen er nødvendig for at aktiviteterne kan finde sted. Specielt når store grupper skal af sted, er broen absolut nødvendig. Broen vil være i to niveauer, så det er let for både joller og kajakker at lægge til. I nærheden af anløbsbroen vil der være 20 pladser til opbevaring af kajakker. Pladserne vil blive stillet til rådighed for alle og en mindre leje vil blive opkrævet, så stativernes vedligeholdelse og græsslåning bliver dækket.
Opholdsrum til kurser, sociale aktiviteter, wellness og campister. Rummet vil kunne rumme 50 personer og vil blive bygget inde i den nuværende maskinhal. Det er med til at holde prisen nede på ca. 175000 kr. En del af arbejdet udføres af lokale håndværkere og resten udføres af ansatte på campingpladsen. Der er i budgettet bl.a. udgifter til vand og kloak, da der vil være et mindre tekøkken i lokalet.
Vildmarksbade/bålbade vil blive opsat i den nedre ende af campingpladsen, så de er tæt på det afkølende hav. De skal indgå som en del af wellnesskonceptet og betalingen for anvendelsen skal kun dække de faktiske omkostninger til vand, brænde og rengøring. De vil derfor kunne benyttes af alle.
Vandhaner ovenfor strandkanten er nødvendige for at kunne bruge vildmarksbade. Ligeledes kan kajakroere og dykkere skylle grejet. Der vil blive etableret et dræn i området, så vandet kan løbe væk.
Undervandssti som etableres af konsulentvirksomhed. Stien vil have instruktion på land og i vandet og vil kunne benyttes af alle. Der vil mod et mindre gebyr (til vask, reparation, mm) kunne anvendes campingpladsens våddragter og snorkler.
Solcelleanlæg er nødvendigt for en CO2 neutral profil. Når større grupper anvender badefaciliteter, køkkenområder og opholdsrum vil der være et stort elforbrug. Naturligvis vil der også blive tænkt på sparemuligheder, som mindsker elforbruget.
Andre forbedringer
Desuden vil jeg i løbet af de første år:
- etablere udlejningsvogne, så dykkere og andre turister kan få bedre overnatningsfaciliteter
- etablere et affaldssorteringssystem til campister og andre besøgende
- etablere et område med husdyr til børnene
- etablere et økologisk dyrket område med frugt og bær, herunder jordbær til selvpluk
- arrangere aktiviteter i samarbejde med lokale – f.eks. fortælleaftener, fællesspisning, sauna og vildmarksbade events, mm
- servicere dykkere og kajakroere ved at lave aftaler med lokale, som har joller på campingpladsen
Hvordan forventes det at projektet formidles
Projektet indeholder en række meget forskellige aktiviteter og tiltag. De aktiviteter som henvender sig til turister og kunder på campingpladsen, herunder dykning, kajak og wellness, vil blive annonceret ved opslag og på hjemmesiden, syltemae-camping.dk.
række af de kortvarige aktiviteter, som henvender sig til lokale og til dagturister vil også blive annonceret gennem turistbureau og lokal ugeavis. De faciliteter, som gavner vandrere på Øhavsstien og forbipasserende vil blive annonceret via opslag.
Enkeltstående arrangementer, som henvender sig til samarbejdspartnere, snævre målgrupper eller snævre aldersgrupper vil blive annonceret relevante steder.
Lejrskoler vil gøres opmærksom på faciliteter og aktiviteter gennem lejrskoleportalen.dk
Desuden vil jeg lave opsøgende arbejde til interessegrupper, havkajakforeninger og dykkerklubber.
Forventet effekt af projektet
Et tilskud fra LAG vil give det nødvendige skub for at jeg kan komme i gang med alle mine gode ideer.
Økonomien for campingpladser er usikker disse år. Min force er imidlertid at jeg har en god fast indtægt, som gør at det er realistisk at få råd til at føre nogle at drømmene ud i livet og bygge videre på dem – også selv om det tager nogle år at tjene investeringerne ind. Derfor er der gode chancer for at LAG midler til os fører til noget, der kan give effekt langt ud i fremtiden og at alle drømmene ikke falder til jorden. Jeg håber, at LAG vil se med milde øjne på ansøgningen, så jeg kan komme hurtigt i gang med forbedringerne på Syltemae Camping.
Aktiviteterne på campingpladsen vil både i opbygningsfasen og senere give sæsonjob til instruktører, aktivitetsledere og kursusudbydere. Naturligvis henvender en del af aktiviteterne sig til folk med små penge, men dykning, wellness og havkajak kan forhåbentlig tiltrække turister, som er villige til at betale for gode produkter.
Projektet vil som nævnt forbedre adgangen for brugere og give bedre faciliteter for aktiviteterne. Men projektets bæredygtige profil kan jo også tiltrække turister og lokale, som ønsker at benytte naturen uden at belaste den unødigt. Denne gruppe kan måske bidrage til en synergieffekt, hvor flere lignende projekter opstår. I nærmiljøet er allerede en økologisk gårdbutik og en kunsthåndværker. Måske kan der på længere sigt skabes et turistmiljø med naturen, økologien, wellness og kreative håndværk som omdrejningspunkter.
Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne Danmark og Europa investerer i landdistrikterne
https://ec.europa.eu/agriculture/rural-development-2014-2020_da